Er bankerne sindssyge?
Oct 8th, 2008 af Lise
Økonomisk krise i Danmark – aviserne er fyldt med alvorlige nyheder om konkurser, tab på aktier og pensionsopsparinger der er væk. Banker får statsstøtte fra dag til dag, og nu er Island ved at gå bankerot. For bare få måneder siden gik det ellers fantastisk over det hele. Hvordan kan det vende fra dag til dag, og er det bare mig, der ikke forstår, hvad der sker?
Er banker bare nogle grådige banditter?
Bankdirektører hæver enorme summer i bonus – faktisk er det ofte mange millioner kroner på et år. Det er de samme direktører, der har kørt en helt vanvittig udlånspolitik, som har kostet bankerne livet. Og når det så går helt galt, får de et gyldent håndtryk, og så er de skredet. Tilbage står vi andre, der skal betale for gildet. Via skattepenge eller via højere renter og gebyrer i vores banker.
Private taber på aktier
Lige indtil få dage før ballonen revnede var det bankerne der opfordrede os til at købe aktier i dem. Det var sikre penge, sagde de. Jeg kender flere småsparere, der har mistet hele deres opsparing. Nu er det ikke sådan, at jeg mener, at det skal være risikofrit, men der må vel være en grænse for, hvor bevidst forkert en bank må rådgive?
En blodig dag igen
Politiken skriver i dag om, at det har været endnu en blodig dag på Børsen. Og til gengæld lover vores statsminister, at han er parat til at handle, hvis det bliver nødvendigt.
Hvem skal betale?
Hvem skal bagefter betale for dette gilde, hvor milliarder af kroner forsvinder ud i dne blå luft? Og kan de små aktionærer håbe på at få lidt af deres tab hjem igen?
Er der nogen af jer læsere, der har en mening om det her?
