Traditioner er en god ting, blandt andet fordi de hjælper os med at holde fast i noget oprindeligt, noget vi kan samles om. Især juletraditioner er der mange af. I de fleste familier holder man hvert år masser af traditioner i hævd, selv om vi i mange tilfælde nok ikke er særligt bevidste om, at det er gamle juletraditioner, vi holder fast i.
En af de traditioner, som bestemt holdes i hævd i næsten alle børnefamilier, er julekalenderen. Men ret beset er denne foreteelse ikke specielt gammel. I Danmark stammer den kendte, flade julekalender med 24 låger og et motiv bag hver låge fra først i 1930’erne.
Senere har julekalenderen udviklet sig, og i dag er der ofte tale om gave-kalendere i forskellige udformninger, men alle indrettet sådan, at de er egnet til at rumme en lille gave pr. dag i december måned.
Da jeg var barn, oplevede jeg en form for forgænger for den egentlige gave-kalender. Hver aften, når vi børn skulle i seng, skulle vi lægge en strømpe i vindueskarmen, og så kunne vi jo håbe på, at julemanden kom forbi med en lille gave. Og så sandelig, det gjorde han troligt hver eneste nat, for næste morgen lå der et lille stykke chokolade eller andet godt i strømpen. Nå, så vidt jeg husker vidste vi børn jo godt, at det var far eller mor, der havde været på spil, men hyggeligt var det bestemt.
Der er masser af andre juletraditioner både i tiden op til jul og i selve julen. For eksempel er traditionen med at sætte lys i en adventskrans og så tænde et lys hver søndag i advent ganske udbredt i danske hjem. Den tradition er egentlig heller ikke så gammel, idet den stammer fra årene op til første verdenskrig, altså i begyndelsen af 1900-tallet.
Advents-traditionen har også udviklet sig. I nogle familier har man ikke gave-kalender til børnene, men i stedet får de hver søndag i advent en lidt større gave i stedet for den lille daglige gave.
En helt anden tradition, jeg husker fra mit barndomshjem, er frokosten juleaftensdag. Den bestod altid af en specielt tilberedt hvidkål, som vistnok er en sydjysk opfindelse. Kålen koges, og al væde vrides ud af den i et viskestykke. Derefter spædes den med fløde og smør, og så spiser man den til medisterpølse.
Den ret fik vi hvert år, da jeg var barn, og der skulle altid drikkes nisseøl – altså hvidtøl – til. Selv om det var jul, var der ikke noget med rigtigt øl eller snaps til de voksne. Det holdt min mor meget fast i, selv om hun hverken var specielt religiøs eller spartansk i sit forhold til alkohol. Jeg tror snarere, det hang sammen med hendes ønske om, at alle skulle være “fit for fight” i forbindelse med eftermiddagens gøremål, så som at pynte juletræet og få gaverne placeret under det, før den traditionelle julemiddag skulle indtages til aften. Her måtte de voksne gerne få rødvin til maden, for nu var det for alvor blevet jul.