Lang historie om tøj

Jeg glæder mig i denne tid – også selvom julesneen ikke falder hvid. Der er nemlig mindre end en måned til, at dagene begynder at blive længere. Hedder det solhverv? De siger, at datoen for, hvornår dagene bliver længere, er d. 21. december. Andre steder ude i verden siger de, at det er d. 12/12. Det er lige meget. Jeg glæder mig bare til at få mere dagslys. Og jeg glæder mig til, at jeg så småt kan begynde at tænke på, at jeg skal bruge min nye forårsjakke. Den var et fejlkøb, som jeg aldrig fik taget mig sammen til at få byttet.

Jakker

Jeg havde længe været på udkig efter jakker til mænd. Jeg ville have en ny vinterjakke og så én flot jakke på nettet. Jeg var bare lidt for hurtig til at trykke på køb-knappen, og det var først, da jeg fik pakket den ud, at jeg kunne se, at den var alt for tynd til vinterbrug. Det var naturligvis en skuffelse. Den passer mig ellers godt. Jeg overvejede virkeligt at sende den tilbage til forretningen, men kom som nævnt aldrig afsted med det.

I stedet for kiggede, jeg igen hos den webshop, hvor jeg fandt jakken. Dér fandt jeg da også en god vinterjakke. Det er faktisk en skijakke. Jeg dobbelttjekkede beskrivelsen af jakken. Og ja, den er rigtig fin her i vinterens forløb. Den er næsten lige så flot som forårsjakken, men ikke helt. Den er varm, og jeg har allerede brugt den meget. Jeg kommer nok til at bruge den hele vinteren igennem. Men jeg er allerede træt af mørke og dårligt vejr. Også selv om jeg faktisk ikke fryser, når jeg cykler til eller fra arbejde hver dag. Det er jo fordelen ved en god vinterjakke: Den er både vind- og vandtæt. Den er varm, og så kan man faktisk godt bevæge sig i den. Uden at der er noget, der ligesom låser én fast omkring skuldrene. Og der er ligesom vindfang ved håndleddene, så man ikke får kold luft op under armen, når man cykler. Men jeg indrømmer det: Jeg er ikke så meget for at gå rundt og ligne en Michelin-mand – og det synes jeg, at jeg gør, når jeg har den på. Den er vatteret, og jeg føler mig lidt oppustet i den.

Der kom en ende

Men, der kommer en ende på det. Det ved jeg. Ligeså snart vi får temperaturer, der minder om forår, så bliver den renset og hængt på bøjle inde i skabet. Og der kan den så blive, indtil det bliver vinter igen. Når foråret kommer, så skal jeg indvi min forårsjakke, som hænger i garderobeskabet og venter. Jeg kan se på webshoppen, at de stadigvæk har den samme model til salg. Den er klassisk og samtidig moderne. Det er sådan en jakke, der ikke går af mode nogensinde. Den var heller ikke helt billig, så jeg regner med, at den skal bruges i et par år. Ja, faktisk, indtil den er fuldstændig nedslidt, og jeg bliver tvunget til at købe en ny.

Inden du læser videre vil jeg lige dele nogle hjemmesider med dig, du helt sikkert vil kunne lide: Store Drenge, Arkuri og – ikke mindst – Arkuricurvy

Snart jul

I næste uge er vi allerede i gang med nedtællingen til jul. Det bliver en travl tid. Mine børn glæder sig allerede. Og ja, vi har købt adventskalender eller julekalender, eller hvad det nu hedder. Jeg går ikke selv så meget op i jul. Men det gør resten af min familie. Og jeg kan da ikke lade være med også at blive påvirket af det. Ja, jeg indrømmer det, jeg synes faktisk, at det er hyggeligt at sidde sammen med børnene og se julekalender i fjernsynet. Og give dem et stykke konfekt. Sådan lidt på forskud.
Og jeg har da heller ikke noget imod at hjælpe til med at få gjort rent i huset og få pyntet op til jul. Jeg plejer at tage den kolde – og ofte våde – tjans med at få sat lys op i træet ude i haven.

Men jeg hader – gentager: Hader! At skulle købe julegaver. Det er simpelthen det værste, jeg ved. Jeg er altid usikker på om gaven, jeg køber til den eller den, er den rigtige. Jeg får jo ønskesedler fra hele min familie. De skal alle sammen have en gave. Og jeg har en stor familie. Heldigvis er de yngste bedst til at sende en god ønskeseddel. Den indeholder nemlig ikke andet end links til lige præcist de butikker, der har de ting, de ønsker sig. Så det gør livet noget nemmere for mig. Jeg trykker bare på et link, og vupti, så bliver jeg ført hen til det der Xbox-game, som min nevø ønsker sig. Og så kan jeg bare trykke på ”køb nu”-knappen.

Hvad med mor

Men min mor. Det er håbløst. Forventer hun virkelig, at jeg har tid til at bruge flere timer på at kigge på jakker til kvinder, fordi hun ønsker sig en ny jakke? Der står jo ikke andet end ”Vinterjakke” på hendes seddel. Måske en titel på en bog, hun gerne vil læse. Eller navnet på et parfumefirma, som hun kan lide. Jeg ved virkeligt ikke, hvad det er for en Estee Lauder parfume, hun bruger. Jeg bruger ikke selv parfume eller eau de cologne, som de siger. Så hvis du vil af med mit selskab, så skal du bare sende mig hen til en forretning med parfumer, og jeg går vild. Når jeg ringer til hende for at høre mere om, hvad det præcist er for en jakke, hun ønsker sig, så får jeg bare at vide, at den skal være marineblå, og at den skal være trekvartlang. Aha? Det er ligesom ikke den helt store åbenbaring. Men jeg har da fået nogle ord, som jeg kan bruge til at lede efter jakker til kvinder med på nettet. ”Marineblå trekvartlang jakke til kvinder.” Og så kan jeg ellers bruge tid på at sidde og kigge på billeder sammenligne priser, og ikke komme et skridt længere. Det er altså irriterende, når man skal købe 32 gaver. Og det skal jeg. Min kæmpestore familie forventer det. Og jeg ved, at min forventer, at jeg giver hende en marineblå, trekvartlang vinterjakke!

Virtuelle indkøb

I dag har jeg været på indkøb. Virtuelt. Og dog. Jeg har shoppet via internettet. Jeg tør ikke rigtigt gå i butikker endnu. Det har været et svært år for mig med alt det her corona. Jeg har derfor lært at shoppe via internettet. Og det er faktisk en befrielse for mig, har jeg opdaget. Jeg kan jo sidde kl. 2 om natten og bestille mine kuglepenne, hvis det er det, jeg har brug for næste dag. Jeg kan bruge de timer, hvor jeg ikke gider at arbejde eller lave fornuftige ting herhjemme på at købe en gave til min mand, eller jeg kan bare window-shoppe, hvis jeg vil det.

Men i dag har jeg faktisk bestilt en masse stof. Tekstiler. Jeg har købt fløjl, bomuld, kunstig pels og fint brokade. Jeg har nemlig besluttet, at jeg skal forny min garderobe. Jeg har så meget tøj, som jeg simpelthen ikke kan være i længere. Jeg får ikke rørt mig så meget som tidligere. Det er Covid-19’s skyld. Så jeg har brug for tøj i store størrelser. Jeg er heldigvis meget dygtig til at sy, og jeg har i mange år selv syet mit eget tøj. Så jeg skal til at sy igen. Jeg skal lave en flot jakke i kunstig pels. Den skal fores med brokade. Det lyder måske helt barokt for dig. Og det er meningen. Jeg er nemlig inde i en periode, hvor jeg er fuldkommen betaget af barokkens æstetik. Buttede engle, trompeter og massevis af blomster. Jeg er buttet – spiller dog ikke trompet, men elsker blomsterbuketter – helst de overdrevent, store og meget farverige. Jeg skal lave pludderbukser i gyldent fløjl, og jeg skal lave løsthængende skjorter i bomuld. Jeg skal finde massevis af blonder og broderier. Og store spænder. Og så skal jeg naturligvis også finde en paryk. Du ved sådan en af dem, de engelske dommere har på, når de er i retten. Med bølger og pudder i massevis.

Er det grotesk

Grotesk? Sikkert! Det gør ikke noget. Så længe jeg bare har det sjovt med at sy tøjet og at gå med det. Om det så, bare er herhjemme i fred, hvor ingen kommer forbi. Har jeg ikke lov til det? Det synes jeg faktisk, at jeg har. Og derfor har jeg valgt at bruge alle mine lommepenge i denne måned på at købe tekstiler og mønstre, som jeg kan lave lidt om på, inden jeg klipper i brokaden. Hvis jeg så ikke tør gå ud med mit nye tøj i barok stil, ja, så må jeg låne lidt af næste måneds lommepenge og købe noget denimstof, så jeg kan sy et par jeans, jeg kan være i, så jeg kan komme på indkøb. Jeg bliver jo nødt til at købe ind, så vi kan få mad og gjort rent. Og jeg skal da også have lidt frisk luft i ny og næ.
Men lad os nu se. Det vil ikke undre mig, hvis jeg ikke er den eneste, som lige pludselig har fundet på skøre projekter her midt i disse mærkelige tider, hvor vi faktisk skriver historie.

Er der noget, vi har lært her i landet lige siden marts måned, så er det, at vi skal holde afstand og helst ikke forsamle os i store grupper. Op til 10 personer er ok. Men nu er vi jo inde i december. Og det betyder mange julefrokoster, og i selve ugen mellem jul og nytår er der jo mange private familiefester. Ja, december plejer at være en festlig måned. Og hos os plejer vi altid at samles til julefesten hele familien. Nu taler vi altså om mere end 45 personer. Det er sådan set ikke forbudt, at vi holder julefest for hele familien. Men der er flere af os, som faktisk ikke føler os helt trygge ved at skulle tilbringe aftenen sammen med 45 andre mennesker.

Mange samtaler

Vi har haft mange samtaler om, hvordan vi skal vælge at holde jul i år, og vi er nået frem til, at vi skal turnere rundt hos hinanden – på kryds og tværs i dagene lige efter juleaften. Juleaften skal vi så hver især holde for os selv. Tanken er, at vi ikke skal forsamles mere end 10 mennesker ad gangen, men at vi skal nå at se alle. Det betyder i praksis, at min familie og jeg skal til 6 julefester mellem jul og nytår. Vi skal til 3 familier på min mands side – og 3 på min side. På den måde kan vi nå at se alle. Men det bliver hårdt med al den julemad. Nogle dage skal vi til middag om aftenen. Andre dage skal vi til frokost. Det skal nok blive festligt, men på en lidt anden måde end den, vi kender. Den gamle tradition med, at alle ses juleaften, er blevet brudt!
Jeg er sådan set ikke bekymret for, at vi ikke skal klare at komme igennem dagene. Det bliver anstrengende. Vi skal jo også selv holde middage og frokoster. Det har været et puslespil at planlægge det. Men puslespillet er lagt nu. Så vi håber ikke, at nogen bliver syge, og må aflyse.

Men det medfører altså, at vi skal være festligt påklædt hver eneste dag. Og vi får ikke tid til at vaske tøj hver dag. Så det giver os en udfordring: Vi skal købe festligt tøj. Ikke et sæt til hver dag, men måske en ekstra kjole til mig. Nye nederdele og bluser til vores piger. Og et jakkesæt til min mand. Mindst et. Han bryder sig egentlig ikke om det, men kan godt se, at det bliver nødvendigt.
Grunden til, at han ikke kan lide det, er ikke økonomien. Man kan godt finde pæne jakkesæt, som ikke er så dyre. Nej. Hans problem ligger i, at han har brug for tøj til store mænd. Han er både høj og meget kraftig. (Læs: Tyk!) Han bryder sig i det hele taget ikke om at tage pænt tøj på, men når han endelig gør det, så ser han faktisk ret dejlig ud. Han vil helst bare rende rundt i bløde sweatshirts og joggingbukser. Men det går altså ikke til julefesterne. Vi gør jo meget ud af julen i vores familier.

Jeg var overvægtig

For nogle år siden var jeg virkeligt meget overvægtig. Jeg tror, jeg vejede mere end 30 kg for meget. Det er usundt. Jeg vidste det godt. Men jeg gjorde ligesom ikke så meget ved det. Et par halvhjertede forsøg med slankekure fungerer bare ikke.
Jeg gik og bildte mig selv ind, at jeg er ligeglad. Jeg havde det jo fint. Ingen helbredsproblemer – endnu. Men efter et tjek hos lægen havde vi en alvorlig snak om min vægt. Lægen sagde til mig, at selvom der ikke er helbredsproblemer endnu, så må jeg regne med, at de vil komme. Valget er mit. Hvis jeg valgte at ville tabe mig, ville han naturligvis hjælpe mig.

Det tænkte jeg så over i nogle måneder. Jeg må indrømme, at jeg faktisk kæmpede lidt med at få strømper på hver morgen. Det er lidt besværligt, når der er for meget fedt om bugen. (Der, hvor der skulle have været en talje.)
Så jeg besluttede, at jeg ville tabe mig. Jeg bookede derfor et møde hos min læge i håbet om at få en eller anden nem løsning.

Under mødet fik jeg en henvisning til en diætist. Og så fik jeg en utrolig besked: ”Nu går du direkte hen til en tøjforretning med tøj til store kvinder og køber den smukkeste og dyreste kjole, du kan finde. Når du har gjort det, så går du hen til en tøjforretning og køber en kjole i størrelse 38. Den hænger du ind i dit skab. Men du tager den frem hver dag og kigger på den. Den store kjole bruger du bare, som du har lyst til.”

Jeg fulgte hans ordre. Købte to kjoler. En stor og meget dyr en, som er lavet i fantastisk lækkert stof. Og en i str. 38. Den var naturligvis alt for lille til mig. Jeg fik dem med hjem. Den store kjole var virkeligt meget flot til mig.
Faktisk besluttede jeg mig for at bruge den hele tiden – hver dag – undtagen de dage, hvor den skulle vaskes.

Diætisten

Efter kjoleindkøbene gik jeg så til diætisten. Hun hjalp mig med en madplan og en plan for træning. Det hjalp mig godt på vej. Jeg tabte ret hurtigt 5 kg. Og er der noget, der kan motivere, så er det, at man kan se positive resultater på badevægten. Jeg fortsatte mit program. Var til regelmæssige tjeks hos diætisten, som altid var på forkant med, hvad der kan ske. Hun forklarede mig om, hvordan kroppen forbrænder energi. Hun kunne også godt advare mig om, at jeg ville komme ind i en periode, hvor vægttabet ville ske langsommere. Jeg fik god og meget kvalificeret vejledning og hjælp. 6 måneder senere havde jeg tabt 15 kg, og jeg kunne se, at min kjole begyndte at hænge på min krop. Den lille kjole var stadig for lille. Men jeg begyndte at se, at jeg kunne nå målet. Og nu et år efter kan jeg være i den lille kjole. Og faktisk, så har jeg også fået et nyt sæt tøj: Jeg har nemlig syet den store kjole om til en nederdel og en skjortebluse.

Modeinteresseret

En af mine kammerater er meget modeinteresseret. Det er faktisk sådan, at jeg bliver lidt irriteret på at høre på, at han altid taler om mode. Han taler ikke om modetøj til mænd. Nej. Han taler om mode til kvinder. Han elsker at se fotografier fra modeuger. Han elsker at se på de smukke modeller. Han kan faktisk kun tale om mode. Han er ved at udvikle sig til lidt af en fagidiot. Det irriterer mig meget, fordi, da vi var yngre, kunne vi tale om biler, piger, fodbold og politik. Jeg er meget interesseret i politik. Og jeg er slet ikke interesseret i mode. Men han kører løs. ”Til sommer skal vi gå i jordfarver” Citat slut. Hvad skal det sige? Skal jeg til at gå i lerfarvede bukser, eller okkerfarvede jakker? Du kan tro nej, kære ven. Jeg skal ikke af med min cowboyjakke, som jeg elsker at gå med. Jeg skal heller ikke af med den store, sorte vinterjakke, jeg bruger. Jeg har brugt meget lang tid på at finde mine jakker i den rigtige størrelse.

Store størrelser

Jeg har jo brug for tøj i store størrelser, fordi jeg er meget høj. Sådan ca. et hoved højere end de fleste almindeligt byggede mænd. Og jeg orker simpelthen ikke tanken om, at jeg skal på tøjindkøb bare for at kunne gå i moderigtige farver. Og i virkeligheden, så synes jeg, at ler har en grim farve. Okker siger mig ikke noget. Og rødbrun – det er en farve, min gamle tante bruger.

Men alligevel, så lytter jeg til min kammerat. Han ved meget om mode. Han er også ret dygtig til lige at finde en lille detalje, som han kan forbedre i sin egen garderobe. Det må han gerne. Så længe han ikke tvinger mig til at gøre det samme.

Så ham i går

Jeg så ham igen i går. Vi havde aftalt at gå i byen sammen. Han mødte op her hjemme hos mig, og jeg kørte os ind til byen. Han mødte op iført orangefarvede bukser. Brune sko og en kameluldsjakke. Faktisk så det ret godt ud. Og jeg skal da indrømme, at han vakte opsigt blandt pigerne, der også var på baren, vi besøgte. Faktisk var der en af dem, der spurgte ham, om han var modejournalist. Det måtte han jo så sige nej til. Han arbejder samme sted som jeg. Vi arbejder som snedkere nede på møbelfabrikken. Når pigerne hører det, trækker de sig som regel tilbage. Men fordi han er så smart og moderigtig, er der nogle, der bliver hængende omkring ham. Han er faktisk også ret sjov at være i selskab med. Kan fortælle sjove historier og vittigheder i timevis.

Sig mig lige noget. Er det typisk, at mænd, der er interesseret i mode også har held med at score piger? Jeg ender altid med at skulle køre alene hjem efter en aften i byen sammen med ham. Eller er det bare mig, der ikke er med på, at man skal have det sjovt? Svar mig lige på det spørgsmål med noget konstruktivt.