Det er lidt svære tider for min søde mand. Han er låsesmed i København: https://www.dencyklendelaasesmed.dk/. Han har sin egen virksomhed, og hidtil har han haft en del at lave. Men her på det sidste kan jeg godt se, at han er meget bekymret for fremtiden. Antallet af opkald fra folk, der har glemt deres nøgle, er nemlig faldet drastisk. Selvfølgelig fordi ingen går ud, nu hvor vi er i lockdown. Det passer ikke helt. Vi går ud. Vi går i butikker. Vi må gerne. Men vi går aldrig ret langt væk, og når vi går i butikker, så går vi oftest alene. Det betyder jo, at der altid er en hjemme, som kan lukke én ind, hvis man nu har glemt nøglen.
Glemte nøgler
Selvfølgelig er der også enlige, som glemmer nøglen, og det er dem, jeg egentlig gerne vil sende en kærlig hilsen. Det er nemlig dem, der ringer til min mand, som kommer og lukker dem ind, når de står der med indkøbsposerne ved en lukket og låst hoveddør.
Jeg kan godt forstå, at han er bekymret for fremtiden. Det er slet ikke sikkert, at firmaet overlever. Sådan som tingene går med pandemien, så er intet sikkert.
Certificeret
Heldigvis har han nået at efteruddanne sig, så han er certificeret, og kan byde ind på de få opgaver, der offentliggøres om etablering af sikkerhedssystemer i store byggerier. Havde han ikke tilegnet sig den kvalifikation for et par år siden, så tror jeg ikke, at firmaet ville kunne overleve. Lige nu arbejder han sammen med en stor entreprenør på et byggeri ude på Amager.
Der skal laves adgangskontrol, og han er ved at kode låse, som en gal. Men jeg ved, at han savner kontakten til almindelige mennesker, der bare har glemt nøglen. Han plejede at komme hjem med en masse sjove historier om kærestepar, der ikke kunne finde nøglen, fordi de var interesseret i mange andre ting. Eller om ældre, sure mænd, der bare ville beklage sig. Eller fædre, der i deres travlhed bare lige havde formået at smække sig ud.
Ørestadens låsesmed
Ja, du har gættet det: Det er bestemt ikke nemt at være låsesmed i Ørestad i disse dage. Og det er bestemt heller ikke nemt at være viv til sådan en låsesmed. Jeg er ked af det på hans vegne. Men jeg kan jo ikke gøre andet end at minde ham om, at vi er stærke og kommer igennem denne svære og mærkelige periode. At det kommer til at sætte vores tålmodighed på prøve, er vi begge to godt klar over.
Så det handler lige nu om at være her for hinanden. Og min opgave er i den forbindelse at forsøge at holde humøret oppe. Jeg skal skjule, at jeg godt ved, at det bliver svært i de kommende måneder. Jeg skal bare være ekstra stærk. Og måske skal jeg lægge mig lidt mere i selerne og udtænke små finurligheder, som kan fremkalde små smil. Det er det, vi skal: Vi skal smile. Vi overlever. Det er der ikke tvivl om. Og så pyt med resten. Smil.