Det store spørgsmål i dag er: Hvorfor giver vi julegaver?

Så har vi igen igen igen haft den store julegavediskussion i familien. Årh hvor jeg ikke orker den mere. Den kommer hvert år. Spørgsmålene om hvorfor giver vi julegaver, hvor meget vi skal give for og hvem vi skal give til. Til grund for det hele ligger vel spørgsmålet om hvorfor giver vi julegaver. Og hvorfor gør vi det? Hvorfor giver vi julegaver?

Jeg synes især, at julegaver skal gives, fordi det er hyggeligt. Men for nogle af familiens andre medlemmer virker det, som om det er en pligt at give julegaver. Sådan nogle julegaver gider jeg ikke at have. Så kan vi bare lade være med at give julegaver, men hvorfor skulle vi det? Og så kommer de på banen, som gerne vil skære ned i antallet af julegaver – det er oftest de samme, som dem der opfatter det som en pligt at give julegaver – men dog ikke helt de samme. F.eks. er der min søster, som køber masser af julegaver til hendes egne børn, men til gengæld synes at vi andre ikke skal give hverken hinanden eller hendes børn ret mange gaver. Hendes børn kan nemlig ikke klare at få så mange gaver, som det bliver, hvis vi alle giver dem. Og jeg synes, det kunne være hyggeligt at give en gave til min nevø og niece, men det må jeg altså ikke, fordi hun selv overdænger dem med gaver, og så kan de ikke overkomme at få flere julegaver. Det er vist også noget med, at der ikke er plads til flere Police Force helikoptere, brandstationer, bondegårde, dukkesenge, dukkevogne osv. på deres værelse. Okay jeg mener heller ikke, at børn skal overdænges med gaver. Jeg synes bare, at jeg bliver berøvet noget glæde, når jeg ikke må få lov til at finde en god gave til min seje lille nevø på seks år og hans søde og dygtige storesøster på seks år.

Men så er vi også tilbage ved spørgsmålet: ”Hvorfor giver vi julegaver?” Jeg synes der er noget symbolsk ved at give julegaver. Det knytter folk sammen på en eller anden måde. Når jeg giver en julegave til min nevø, så går jeg jo ikke bare ud og køber et eller andet. Jeg ringer til ham og spørger, hvad han ønsker sig. Så finder jeg ud af, hvor han er henne i sit liv. Hvad der optager ham lige nu og får snakket lidt med ham. Det er – det må jeg indrømme – også sjældent jeg ringer til hans familie og beder om at snakke med ham, når altså ikke lige det drejer sig om julegaver eller fødselsdagsgaver. Derfor er det en måde for mig at holde kontakt med ham på, og jeg ville være ked af at miste den kontakt, fordi hans mor vil have lov til at købe alle gaverne til ham. Er det rimeligt? Hvad synes I andre?

Så er der hele julegavesystemet. Der hvor spørgsmålet om, hvorfor giver vi julegaver træder i skyggen af det mere praktisk orienterede spørgsmål, hvordan giver vi julegaver. Og det er her, dem der gerne vil skære ned, kommer på banen for alvor. I en årrække havde vi et godt system i familien, hvor fadderne gav til deres fadderbørn. Det var fordi min bror havde så mange børn (fire) at det var lidt smådyrt at købe til alle. Passede mig også fint, da jeg var på S.U. dengang. Men så fik min søster altså også børn, og så blev systemet spoleret, for nu var der nogle der havde flere fadderbørn end andre og så – nå ja så ville min søster altså gerne selv give sine børn de julegaver de skulle have. Hvorfor? Tja… jeg forstår det ikke. Er der nogen af jer derude, som forstår det?

Og er der nogen der har en god idé til hvordan man kan lave et godt julegavesystem i sin familie?

Imens jeg venter på svar fra jer vil jeg tænke videre over det store spørgsmål: Hvorfor giver vi julegaver? Er der nogen af jer, der ved, hvorfor giver vi julegaver?