Erling Olsen er i dag død 84 år gammel. Den folkekære politiker med den karakteristiske og ganske charmerende læspen døde som nævnt i dag. “Det er med stor sorg, at jeg har modtaget budskabet om, at forhenværende formand for Folketinget Erling Heymann Olsen er død i dag. Mine tanker går til Erling Olsens familie og nære,” siger Folketingets formand, Thor Pedersen (V), i en skriftlig meddelelse.

Erling Olsen død

Erling Olsen var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet i perioderne 1964-66, 1971-73 og 1975-98. Han var desuden boligminister 1978-82 og justitsminister 1993-94 og afsluttede sin politiske karriere som formand for Folketinget 1994-98.

Erling Olsen voksede op i Århus og København. Under 2. verdenskrig måtte han flygte med sin familie til Sverige fordi moderen var jøde. Efter krigen læste Erling Olsen nationaløkonomi ved Københavns Universitet og blev cand.polit. i 1953 og dr.polit. i 1971.

Sideløbende med sin politiske karriere har Erling Olsen haft en lang række poster, især i universitetsverdenen. Han virkede i en årrække som professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet og RUC.

I 1970 blev han udpeget som RUC’s første rektor og udkæmpede i kølvandet på ungdomsoprøret mange slag med de mange marxistisk-inspirerede studenter og undervisere. Ved rektorvalget i 1973 tabte han afstemningen. Han er senere blevet rost for sin indsats for at skabe det nye universitetscenter og blev den 17. september 2010 udnævnt som æresdoktor ved RUC.

Den gode socialdemokrat Erling Olsen

Erling Olsen har gennem stort set hele sin politiske karriere været kendt og anerkendt som et “ordentligt menneske”. Dette skyldtes blandt andet hans rolige væsen og altid åbne sind. Han var ofte omtalt som den gode og borgerlige socialdemokrat. Da Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister i 1993, hentede han Erling Olsen ind som justitsminister, hvor han fik et slags folkeligt gennembrud som en respekteret minister. Året efter satte han sig i Folketingets formandsstol.  Efter folketingsvalget i 1998 forlod han endegyldigt Christiansborg efter sammenlagt 27 år på den politiske scene.

Herfra stedet sender vi kondolencer til den familie, Erling Olsen har efterladt.